25 juni 2006

DR og Wikipedia sammen om DR SportsWiki

For nylig er DR SportsWiki blevet lanceret, et samarbejde mellem DR og den danske Wikipedia om at skabe et sportsleksikon.

Indholdet på SportsWikien er i realiteten indholdet på den danske Wikipedia, men DR har designet et andet skin så leksikonet falder i tråd med designet på DR Sporten.


Prisværdigt initiativ! Der er helt klart ligheder med GAFFApedia som også tidligere er blevet diskuteret her på bloggen. Som jeg antydede der, kunne det for mig at se have givet bedre mening hvis Gaffa på en eller anden måde havde koblet sig på Wikipedias opslag om musikrelaterede emner i stedet for at forsøge at opbygge en parallel vidensbank. Det er jo på mange måder netop det DR Sporten har gjort.

Jeg ved dog ikke rigtig hvad jeg skal synes om at DR vil iklæde indholdet på Wikipedia sit eget skin. Umiddelbart finder jeg det problematisk og unødvendigt forvirrende. Hvornår skal man læse noget med det ene udseende og hvornår med det andet? Hvis man på den danske Wikipedia slår op under 'AGF', skal man så se artiklen med DR SportsWiki-design eller med Wikipedia-design? Og hvis man i DR SportsWiki læser om VM i fodbold 2006 og klikker på 'tyskland' og måske klikker videre til 'anden verdenskrig' - skal man så stadig befinde sig i DR SportsWiki-design?

Jeg blev i hvert fald lidt forvirret da jeg et stykke tid efter at have kigget på DR SportsWiki skrev da.wikipedia.org i min browser, og forsiden på den danske Wikipedia så således ud:


Det bliver spændende at se hvordan det udvikler sig videre.

Se DRs beskrivelse af tjenesten

Jeg stødte på initiativet gennem bootstrapping.net og stiller mig enig i at der godt kunne blive strammet op på sprogbrugen - mindre 'os (imod) dem', mere 'os'.

19 juni 2006

Wikipedia på forsiden af New York Times

En artikel om Wikipedia var i lørdags på forsiden af New York Times. Et tydeligt tegn på at Wikipedia er ved at være mainstream i USA, noget de fleste kender til og mange bruger. I går mødte jeg selv en amerikansk familie hvor begge forældre udmærket kendte til Wikipedia, og hvor de to teenagebørn beskrev det som noget alle var begyndt at bruge flittigt inden for det sidste års tid.

Er det et spørgsmål om tid inden det ser sådan ud i Danmark også? Mon ikke det går i den retning. Men mængden af dansktalende potentielle mere eller mindre aktive brugere gør selvfølgelig nok at den danske version ikke når et omfang der ligner den engelske. Spørgsmålet er hvor stort dette problem er?

Artiklen er i øvrigt ganske fin - jeg stødte på den gennem if:book som også giver lidt inspirerende perspektiver med på vejen.

16 juni 2006

Licens på bloggen

Jeg har givet min blog en licens -- en såkaldt Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.5 Denmark License som det kan ses nederst i højre spalte. Ikke så meget af frygt for at nogen skal komme og stjæle alt indholdet på min blog, eller fordi jeg tænker at jeg på noget tidspunkt kommer til at tjene styrtende på at skrible i notesbloggen. Mere fordi jeg synes Creative Commons er et prisværdigt initiativ.

Creative Commons er et forsøg på at skabe en ny form for ophavsret som ikke blokerer for kreativt genbrug på samme måde som gammeldags copyright kan gøre det. En ophavsret som giver mening i en digital verden. Med Copyright hedder det 'all rights reserved'; med Creative Commons hedder det i stedet 'some rights reserved'.

I lørdags lancerede Creative Commons en dansk version af licenserne. I den forbindelse var der mulighed for at høre et brag af forelæsning af en af hovedkræfterne bag projektet, Lawrence Lessig, juraprofessor på Stanford University. Ledsaget af et avanceret skærmshow skelnede han mellem et såkaldt 'read-only-web' hvor folk bare kan sidde som passive læsere af alle de ting de finder på WWW og et 'read-write-web' hvor folk har mulighed for at bruge og genbruge (men ikke misbruge) tekst, billeder, musik, film osv. Sådan som den digitale teknologi lægger op til. Men det er ikke så lige til når de helt store spillere i medieverdenen (Apple, Microsoft, pladeselskaberne, tv-netværkene osv.) hellere ser en verden med en klar opdeling mellem dem der laver kunst, dem der tjener stort på at videredistribuere, og dem der passivt forbruger. De ser hellere et read-only-web hvor de leverer indholdet til folk som nøjes med at læse det.

Til lanceringen kunne man også få lov at smage Free Beer, version 3.0 af den første øl der bærer et CC-licens, og som nu skulle være i handlen hos Superflex i Blågårdsgade. Den kan varmt anbefales!

Creative Commons og ikke mindst den danske version bliver fulgt tæt på Informations blog Medielandskabet og på Henrik Moltkes Blog.



Vi har forresten givet vores specialewiki et tilsvarende licens, men kunne ikke lige finde ud af hvordan man sætter CC-logoet ind i sidefoden, så nu er det kun på forsiden og forbehold-siden. Hvis nogen MediaWiki-hajer læser med, modtages råd gerne.

UPDATE 13. juli: CC-logoet er nu indsat som det skal i sidefoden på specialewikien. Tak til Morten fra crewscut.com for tippet.

09 juni 2006

Wiki the Presidency

Organisationen People for the American Way har startet en wiki -- WikiThePresidency.org -- som skal fungere som en slags informationskilde og kontrolinstans for hvad der foregår i og omkring præsidentembedet.

I formål ligner det lidt det prisværdige initiativ spinkontrol i forbindelse med valgkampen til sidste folketingsvalg som desværre lukkede ned på grund af umådelig høje forventninger til den lille redaktion. En Wiki-løsning kunne måske være en mulighed for en dansk spin-kontrolinstans med fællesskabet som redaktion? I hvert fald en overvejelse værd om end WikiThePresidency ikke endnu fremsætter det mest overskuelige eksempel.

At Wiki'e?
En interessant ting ved WikiThePresidency er navnet. Wiki bliver gjort til et udsagnsord, man Wiki'er i fællesskab præsedentembedet. Den måde at bruge ordet Wiki på har jeg ikke set før, men tanken er fin. Ikke mindst når man som jeg ser Wiki-fænomenet som noget socialt og handlingsorienteret. Så er det bare ud at finde alle de ting der skal Wiki'es...

05 juni 2006

Open Source Credibility?

Flere steder i engelsksproget retorisk teori ser man ethos brugt synonymt med source credibility (hos Barbara Warnick, James McCroskey bl.a.).

Kan man tale om etos i et open source-inspireret projekt som Wikipedia som open source credibility?

04 juni 2006

Kan man stole på hvem som helst?

Har lige fået seneste nummer af RetorikMagasinet med vores artikel om Wikipedia som vi har kaldt "Kan man stole på hvem som helst?". Et forsøg på en populærvidenskabelig udlægning af nogle af de problematikker omkring Wikipedia som vi beskæftiger os med i specialet. Om hvordan wiki-formatet skaber en slags fællesskabets etos som ikke lægger sig til en konkret taler af kød og blod, men som ikke derfor er mindre troværdig. Snarere tværtimod, måske.

Hele artiklen kan læses på vores specialewiki, eller man kan bestille enkeltnummer/abonnement på RetorikMagasinets hjemmeside.

reboot8: re-re-re-renæssance?

Torsdag og fredag nød jeg mit første besøg på reboot. Aldrig har jeg set så mange laptops på et sted - en flittig flok nørder der tager ideen om at nettet er noget vi hele tiden skaber og genskaber mellem hinanden seriøst. Eksempelvis finder man her lige efter konferencen på phototjenesterne Flickr og 23 mere end 2000 billeder!

Der var mange udfordrende præsentationer der for det meste satte fokus på mere sociale og kulturelle aspekter af ny teknologi - selvom det også til tider løb ud ad tekno-tangenter som jeg havde svært ved at følge. Temaet var renaissance? og en hel del af talerne brugte det til interessante funderinger over hvilke ting vi ser genfødt i det Thomas under konferencens indledning referede til som "Web - I'm not gonna say that version number" hvorefter han opfordrede alle til at undgå buzzwords og i stedet tage nogle mere kritiske kig på hvad der rent faktisk ligger bag.

Et højdepunkt værd at nævne er Ben Hammersleys How to be a Renaissance Man - en tour de force af et foredrag om hvad vi kan lære af renæssancens store kunstnere, arkitekter, tænkere, filosoffer osv. - dvs. mest dem der var det hele på en gang, dem der sagde ja til det hele, stjal ideer fra de bedste, aldrig gjorde projekter helt færdige og omfavnede kompleksitet. Det samme skal vi gøre i dag, og sådan bliver vi revolutionen (fint referat her).

En anden inspirerende snak var Doc Searls' Markets 2.0 - en lidt mere udbygget version af det foredrag han også holdt onsdag på samtalerne. Han lavede et fint skel mellem static web og live web, den første gjort håndgribelig gennem Google og den anden gennem Technorati. Derudover nød jeg Steve Coast snakke om Open Street Map - brugergenerede kort the wiki way, et forsøg på at udleve free culture movement-visionen om at landkort bør være frit tilgængelige for alle; Bruno Giussanis snak om et schweizisk blads inspirerende og forbilledlige brug af blogs; Maya Lotans Urban Seeder, hvad man vel kan kalde et forsøg på en postmoderne dating service; Jeremy Keiths hyldest til hyperlinket blandt meget andet.

To fremragende, lange og koncentrerede dage og til slut en god efterfest på rust - lørdag sov jeg til kl 16...