16 januar 2007

Feed-forstoppelse?

RSS eller web feeds er for mig at se et fascinerende, uundværligt, men også problematisk fænomen (jeg skal ikke her forsøge mig med en fyldestgørende forklaring på hvad det er -- nogle udmærkede bud kan findes på about.com, vertikal.dk og Wikipedia).

Det har stået ret sløjt til med aktiviteten her fra notesbloggen den sidste måneds tid. Sideløbende med det har jeg heller ikke været flittig til at holde øje med de feeds jeg som regel nyder at følge. Så åbner jeg min bloglines-konto og møder:

Hvordan skulle man nogensinde kunne læse knap 5000 blogindlæg? Med min læsehastighed ville det tage så lang tid at der ville være kommet mindst 5000 mere inden jeg var færdig...

Et problem ved RSS som jeg ser det, er at man aldrig kan få det hele med. Det gode ved RSS er omvendt at man meget nemmere får mere med end på alle mulige andre måder. Altså at RSS er et fantastisk navigationsværktøj i read-write-web, men også et værktøj der kan være frustrerende fordi man bliver opmærksom på at man som enkeltperson aldrig kan rumme mere end en brøkdel af alt det man gerne ville.

Jeg har ikke lige konkrete tal for hvor udbredt brugen af RSS rent faktisk er (modtager gerne kommentarer hvis nogen har), men jeg har indtryk af at mange tøver med at tage teknologien til sig. Det tror jeg bl.a. kan skyldes denne hurtige og meget håndgribelige fornemmelse af informationsoversvømmelse. Det er anderledes end mange tidligere distributions- og publikationsformer som oftere synes båret af en idé om at kunne give et fyldestgørende, afgrænset, måske endda sandt billede af verden.

Et andet problem er at forkortelsen RSS er ganske intetsigende for de fleste normale mennesker -- som det også er blevet påpeget af Jakob Nielsen der foreslår at man i stedet bruger "news feeds". Jeg er ikke lige stødt på ideer til en sigende dansk term, men kan sagtens se det problematiske i både "RSS" og "feed" i en dansk kontekst.

Hvorom alting er, ville jeg efterhånden have svært ved at leve uden min feed-læser -- også selvom jeg til tider vil blive lidt overvældet af hvor meget jeg ikke får med. For noget tid siden hørte jeg lidt diskussion af denne problematik i en Boing Boing-podcast hvor en af værterne anbefalede at man simpelthen en gang imellem tog en backup af de feeds man abonnerer på (en såkaldt OPML-fil) og så slettede dem alle og startede på en frisk.

Måske jeg skulle prøve det...