25 juli 2007

Tysk statsstøtte til Wikipedia

Jeg er lige stødt på en interessant historie om at der i Tyskland er planer om offentlig støtte til Wikipedia. Ministeriet for fødevarer, landbrug og forbrugersikkerhed har planer om at betale medarbejdere for at skrive om vedvarende energi på den tyske Wikipedia.

Prisværdigt og nytænkende. Frem for at starte en eller anden pjece-oplysningskampagne fra bunden giver det god mening at se på hvor folk i forvejen henter viden om vedvarende energi. Det gør rigtig mange åbenbart på Wikipedia - både gratis og offentligt tilgængeligt. Så hvorfor ikke bruge nogle resourcer på at træne de offentligt ansatte eksperter på området i at dele deres viden på Wikipedia?

Det lugter lidt af noget der tidligere har været oppe at vende på Social Square-bloggen - om man kunne forestille sig Wikipedia på finansloven. Men som kommentarerne der peger på, ville det selvfølgelig være problematisk (eller måske nærmere utænkeligt) med offentlig støtte til selve Wikimedia-organisationen - uden at kræve indflydelse på beslutninger. Det tyske eksempel kommer i mine øjne uden om denne problemstilling.

Lad os håbe vi snart ser noget lignende fra danske ministerier eller offentlige institutioner! De fleste har jo et formål om at styrke den offentligt tilgængelige information om deres arbejdsområde - og pjecer på bibliotekerne er altså ikke længere godt nok...

Historien kan læses på heise online. Jeg fandt den via Boing Boing.

23 juli 2007

Kursus i Social software på ITU

Sammen med Morten Gade skal jeg til efteråret undervise kurset Social software på ITU. Det tror jeg bliver sjovt og spændende og udfordrende - både for os og de studerende. Vi glæder os meget!

Og kommentarer om ting/tekster/eksempler/andet som vi endelig ikke må glemme at inddrage, er selvfølgelig velkomne :)

Remediating Conservapedia...

Det er lige gået op for mig at Harddiskens interview med mig om Conservapedia (tidligere omtalt) blev genudsendt i æteren hele to gange i to forskellige programmer i torsdags. Først i P1 Morgen og om aftenen i Harddiskens sommer-remix #3.

Egentlig er der ikke noget synderligt revolutionerende ved denne old school remediation i en tid hvor hvem som helst til enhver tid kan høre indslaget fra Harddiskens hjemmeside eller hente det som podcast. Men det er da prisværdigt at statsradiofonien har fundet indslaget værd at trække frem igen. Og at jeg fik æren af at optræde i en harddisk-episode sammen med selveste ordkløveren ;-)

06 juli 2007

Giver forståelse mening?

Næste weekend arrangerer de gode herrer fra yoyo oyoy avantgardemusikfestival. Jeg stødte på en artikel om det iByen som byder på følgende:
Politiken reporter: Det, I selv laver, og det som man kan høre på festivalen, er ekstremt underligt i forhold til almindelig pop- og rockmusik. Tænker I på, om folk kan forstå musikken?
Anders Meldgaard: Det der med at forstå, synes jeg ikke helt giver mening
You said it, Anders! Jeg kommer :)

04 juli 2007

Mord forudsagt på Wikipedia?

Sidste uge dræbte wrestleren Chris Benoit sin kone og søn og derefter sig selv - og det skabte en del røre i blogosfæren da man fandt ud af at konens død var blevet annonceret på Benoit's Wikipedia-artikel 13 timer før politiet fandt kroppene.

Spooky.

Er Colberts Wikiality over os?

Tak til Nis som havde spottet nyheden på The Blogora.

Blot en sten i muren

Sådan ser mit hjem ud for tiden:

Blandt andet derfor har der været lidt stille på notesbloggen på det seneste :-)