Blogging som dialog? eller trialog?

Der skrives meget om hvordan blogging og andre internetbaserede kommunikationsformer er former for dialog. Senest læste jeg et indlæg i bloggen Micro Persuasion som argumenter for at bloggere er meget mere end bare skribenter fordi blogging mere ligner samtale end enetale modsat de fleste andre skriftlige medier, især de trykte.

Jeg er for så vidt enig i at blogging er mere end enetale, men er dialog den rette karakteristik? Kan det ses som trialog? eller noget helt fjerde?

Man kan fx skelne mellem at en diskussion er dialogisk fordi det handler om at lige parter når til mest mulig enighed, mens en debat er trialogisk fordi to parter taler til hinanden overfor en tredjepart som i virkeligheden er den beslutningsdygtige (her taler vi selvfølgelig idealtyper - ikke altid er det let at se om det er det ene eller det andet).

Samtaler på blogs synes ofte at ligne diskussioner, men der er ligesom noget mere på spil synes jeg. Det at blogs pr definition er offentlige (eller i det mindste tilgængelige for mange i de tilfælde hvor folk blogger i lukkede fora) må betyde noget. Kan man tale om at blogosfæren eller netværket fungerer som en del i af den kommunikation der udveksles, som en konstituerende del af kommunikationssituationen?

Er det dialoger, trialoger eller multialoger der udspiller sig i blogosfæren?

Singing the Blogs?

Hep - det første stykke blogkunst jeg er stødt på. Baseret på skøre blogindlæg fra alle mulige blogs og i sig selv udformet som en blog. For hvert indlæg er der så udarbejdet et stykke musik hvor "Abe and Mo Sing the Blogs". Ret sjovt.



Fik det gennem Net Art News. Værket udstilles i januar på Whitney Museum's Artport og kan ellers findes her.

Digitale immigranter?

Sad tidligere og lyttede til det interview med Adriana Cronin-Lukas som Henrik Føhns har lavet. Jeg skal ikke forholde mig til helheden, for det var lidt langt, og jeg var på med et halvt øre en del af tiden. Men hun og hendes tBBC virker interessante, og der var nogle fængende ideer at hente.

Bl.a. kunne jeg godt lide hendes skelnen mellem "digital immigrants" og "digital natives". Digitale immigranter er alle dem der forsøger at begå sig i de digitale medier, men konstant er hæmmet af at være vant til hvordan tingene fungerede i gamle dage. Digitale indfødte, eller hvad man nu skal kalde dem på dansk, er dem der vokser op med de digitale medier på en måde så de ikke stiller spørgsmålstegn ved dem overhovedet. Det eksempel hun giver er et søskendepar der er vokset op med en TiVo, og derfor intet begreb har om at man kan være afhængig at at se bestemte fjernsynsprogrammer på bestemte tidspunkter.

Man kunne sige at digitale indfødte har digital kommunikation som en slags modersmål. Eller man kunne sige at kun når man er digital indfødt kan digitale medier rigtig betragtes som "extensions of man" i McLuhansk forstand.

Jeg synes det er en fin analogi, men kan den trækkes endnu længere? Er en digital emigrant så en indfødt der vælger at koble sig helt fra i et hus på landet? Og hvem kan ses som digitale asylansøgere? Eller digitale menneskesmuglere?

Exordium?

Dette første indlæg i en ny blog - nillers notesblog som jeg indtil videre kalder den - kan vel oplagt kaldes for exordium, det retorikfaglige udtryk for en tale eller teksts indledning. Eller hvad? For hvor begynder en blog?

Problematikken om at tale om exordium i en blog stødte jeg på da jeg for nylig gav kritik på en opgave som medstuderende Ditte og Isis skrev om Arlas brug af blogs. Her diskuterede de netop om man kan se en blogs første indlæg som et exorduim.

Det nemme kunne være at sige at en blog ligesom alle mulige andre webtekster slet ikke har nogen klar begyndelse eller slutning, og derfor giver det ikke megen mening at tale om exordium overhovedet. Men så alligevel: hver gang nogen besøger en blog oplever de vel en eller anden form for ytring som starter og slutter?

Måske kan man bedre anskueliggøre en blog gennem de klassiske retoriske taledele ved at se på den som en (strukturel) helhed? Så kunne exordium være den "om"-underside som de fleste blogs gør brug af for at fortælle kort hvad netop denne blog handler om. Men hvordan skulle så resten af delene fordeles, narratio, divisio, argumentatio, peroratio?

Hvis man skulle være mere tro mod webmediet og blogging som fænomen, kunne det være oplagt at udvide blikket en smule ud over den enkelte blog i et forsøg på at karakterisere de ytringer en blog laver – her tænker jeg især på links. Kan man se ethvert link ind til en blog som små exordia (eller hvordan man nu siger det i flertal)? Så udfolder narratio, divisio og argumentatio sig så hovedsagligt igennem de løbende indlæg i bloggen. Narratio især gennem en personlig fortælleform som de fleste blogs har. Divisio især gennem kommenterede links til hvad dette eller hint drejer sig om og hvad andre bloggere har sagt om det. Og Argumentatio især gennem kommentarfunktionen og den argumentation der genereres der. Peroratio må så være de links en bloglæser følger væk fra bloggen.

OK – nok leg med at putte et ganske ungt fænomen ned i nogle mange tusinde år gamle kasser. Jeg kan alligevel ikke rigtig undlade at se dette første indlæg som en form for indledning – om ikke andet så i hvert fald for mig selv. For hvorfor blogge? Dels fordi jeg synes blogging er interessant ligesom jeg synes meget digital kommunikation og retorik er det. Dels fordi jeg skal til at skrive speciale om blogging eller noget andet i den boldgade – her håber jeg at bloggen kan blive et konstruktivt værktøj i skriveprocessen. Og dels fordi jeg tror det bliver sjovt at blogge og forsøge at gøre sig i blogosfæren – skrive indlæg, linke, kommentere, svare, fejle, lære, blive klogere møde folk og alt det der. Og så ved lejlighed få oprettet nogle links, gjort lidt ved layoutet måske og så videre...